Populære indlæg

tirsdag den 29. marts 2011

Forårsblomster

Mine fisk er rigtig kommet i forårshumør nu. De er nysgerrige, legesyge og godt sultne. I dag er det 3. gang de får mad i år, så der går nok lige nogle dage igen, før de får mad næste gang, selv om de tiggede efter mad i går aftes. Men et par gange om ugen på denne tid, er vel tåleligt, når de nu gerne vil ha' det.


I går fik jeg plantet den gamle zinkbalje til med hornvioler.

En potte med gule hornvioler på bordet. Det er skønt med den gule forårsfarve ;o)


Jeg har plantet stedmoderblomster, der også er lilla og gule i de ledige huller. Det er godt nok lidt svært at se, men de er der.

Det runde bed i forhaven er også i forårshumør. Der pibler små krokus og narcisser op, rundt om pampasgræsset, som jeg lige har klippet ned. Nu kan de små forårsbebudere få lov til at brede sig, inden græsset skyder rigtigt i vejret.

I baghaven er der også plantet forårsblomster. Her i den store krukke, har jeg en engelsk rose, købt på Egeskov slot. Rosen er klippet ned, og jeg har sat en hvid primula og nogle hvide stedmoderblomster i krukken.
I den mellemste krukke har jeg også en engelsk rose fra Egeskov slot, og den er selvfølgelig lyserød. Der er plantet pink og lyserøde primulaer rundt omkring den nedklippede rose.
I den lille krukke har jeg en almindelig lille gul krukkerose. Den dufter ikke, men den er meget flot, prisen taget i betragtning. De engelske koster mere end 10 gange så meget pr. stk., så det er noget af en forskel.


I den store krukke er der er gammel hortensia, men jeg ved ikke om der er liv i den mere. De fleste gik til sidste år, i den hårde vinter vi havde, men da der også har været en rigtig hård vinter i år, er det jo ikke sikkert, at planterne har klaret den hårde medfart endnu en gang. Nå, man har vel lov at håbe. Der er sat en Campanula, en enkelt lyselilla stedmoderblomst og nogle lilla hornvioler i krukken mens vi venter på livstegn fra hortensiaen.
Der er vist kun mørkelilla hornvioler i den næste krukke. I den 2. mindste krukke er der også en krukkerose, men jeg kan desværre ikke huske i hvilken farve. Jeg gætter på en orange, så jeg er spændt på om det nu også er den farve, der dukker op engang. I den mindste krukke er der også en krukkerose, og den er postkasserød. Mens vi venter på den kan en primula pynte i krukken.

I den store zinkkrukke står der en hortensia, som desværre er gået ud sidste år. I år vil jeg gerne ha' ærteblomster i krukken, og de skal så bruge den gamle hortensia som klatrestativ. Der er hornvioler rundt omkring den.
I den 2. krukke er der en campanula klokkeblomst og en Campanula, som ligner miniroser. Der er også primula og lilla hornviol. I den mindste krukke er det stedmoderblomster i hvid med lilla aftegninger, som pryder.

I en lille båd der gynger, står der stedmoderblomster i lilla og gul.
Der kom også lidt blomster i de tre blå potter, men jeg ved ikke lige, hvor de skal stå endnu, så i første omgang må de stå her foran højbedet.

Baghaven d. 29. marts 2011. Ja det ser noget trist ud, når der lige er en sky som skygger.


Da jeg havde købt 10 X 10 hornviol og stedmoderblomster billigt, til 15,- kr. for 10 stk. har jeg plantet dem alle de steder jeg lige kunne finde plads. Da vi fik det store birketræ fældet i efteråret, er der jo ikke skygge i dette højbed mere. Jeg kunne tænke mig at få skiftet noget af jorden ud, og få plantet nye friske planter, men det kommer jo nok med tiden. Lige nu er der plantet hornvioler i den øverste kasse. Så kan jeg jo altid flytte rundt på dem, hvis jeg finder en bedre plads.
Fiskene hygger sig i havedammen. De har fået endnu en potte som jeg har hakket hul i, så den fungerer som tunnel og gemmested.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar